Tvisten
Den norske garantiordning rejste krav om, at den danske garantifond skulle erstatte den norske garantiordnings udgifter til erstatning udbetalt til arbejdstagere med bopæl i Norge ifølge norske yrkesskadeforsikringer tegnet af arbejdsgivere med hjemsted i Norge hos Alpha Insurance A/S’ norske filial Alpha Insurance NUF.Det første af de tre centrale spørgsmål var dette, om den norske yrkesskadeforsikring kan karakteriseres som en sådan ansvarsforsikring, der er omfattet af bestemmelsen om ”øvrige. ansvarsforsikringer” i henhold til garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3. De to øvrige spørgsmål angik, om de norske arbejdstagere efter dansk ret skulle anses for at være ”den sikrede” ifølge policen eller ”tredjemænd” med ret til erstatning, og om de norske arbejdstageres krav efter norsk ret reelt var ”udækkede” erstatningskrav.
Højesterets dom
Højesteret udtalte, at det må bero på en samlet vurdering, om de norske yrkesskadeforsikringer adskiller sig fra de danske arbejdsulykkesforsikringer på en sådan måde, at de kan anses for ”øvrige ansvarsforsikringer” omfattet af bestemmelsen, og fandt, at det ikke var tilfældet.
Højesteret udtalte endvidere, at det ikke kan udledes af forarbejderne til bestemmelsen i garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3, hvad der skal forstås ved ”øvrige ansvarsforsikringer”, at der ved en ansvarsforsikring sædvanligvis forstås en forsikring mod det tab, en person eller andet retssubjekt lider ved at blive erstatningspligtig over for tredjemand som følge af en skadevoldende begivenhed eller undladelse, at de arbejdsulykkesforsikringer, som danske arbejdsgivere er forpligtet til at tegne hos et forsikringsselskab efter arbejdsskadesikringsloven, ikke er ansvarsforsikringer og således ikke er omfattet af garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3, og at det efter formålet med og karakteren af den norske yrkesskadeforsikringsordning er mest nærliggende at sidestille ordningen med den danske arbejdsskadesikringsordning.
Højesteret havde herefter ikke anledning til at besvare de to andre spørgsmål.
Yderligere spørgsmål
Sagen blev varetaget af Henrik Nedergaard Thomsen og Amelie Brofeldt.
Link til dommen: https://domstol.dk/hoejesteret/aktuelt/2023/1/garantifond-ikke-forpligtet-til-at-daekke-erstatningskrav/