Tvisten: Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt appellantens eventuelle krav i anledning af et uheld den 6. maj 2008 var forældede. Østre Landsrets dom af 24. maj 2019.

Del denne artikel

Del på linkedin
Del på twitter
Del på facebook
Del på email

Uheldet

Appellanten kom til skade ved et færdselsuheld den 6. maj 2008, hvor hun i en bus kørte ned i en bussluse.  Appellanten henvendte sig på uheldsdagen den 6. maj 2008 på skadestuen. Heraf fremgår, at appellanten var kørt galt med bus, da hun forsøgte at undvige for ”et dyr”.  På skadestuen oplyste appellanten at have lette smerter i nakkemuskulaturen, som var opstået ca. 1 time efter uheldet. Den 2. juli 2008 blev uheldet anmeldt som en arbejdsskade. Den 10. januar 2014 blev sagen anmeldt til indstævnte, der den 24. april 2014 afviste samtlige krav med henvisning til forældelse.

Arbejdsskaden

Den 23. februar 2009 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen færdselsuheldet den 6. maj 2008 som en arbejdsskade. Appellantens méngrad blev samtidig fastsat til 5 procent, mens erhvervsevnetabet blev fastsat til mindre end 15 procent. Den 24. februar 2010 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at forhøje appellantens méngrad til 8 procent. Den 3. januar 2011 begærede 3F på vegne appellanten spørgsmålet om méngraden genoptaget, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen den 14. april 2011 afgjorde, at appellanten ikke havde ret til yderligere méngodtgørelse. Appellanten påklagede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 3. januar 2011. Ankestyrelsen stadfæstede denne afgørelse den 15. september 2011, hvorefter appellanten ikke havde ret til yderligere godtgørelse for varigt mén. Den 27. december 2013 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at appellantens aktuelle tab af erhvervsevne var 15 procent. Appellanten påklagede afgørelse til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen for så vidt angår erhvervsevnetabet den 29. maj 2015. Den 31. marts 2016 fastsatte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring appellantens aktuelle tab af erhvervsevne til 25 procent med virkning fra 3. november 2014.  Den 4. august 2016 fastsatte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring appellantens aktuelle tab af erhvervsevne til 20 procent i perioden fra den 11. april 2016 til den 31. maj 2016 og ligeledes med 20 procent fra den 1. juni 2016 og frem.  Der blev den 27. januar 2017 truffet endelig afgørelse om appellantens erhvervsevnetab. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 20 procent. Appellanten var tilkendt permanent fleksjob, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde til grund, at appellanten havde konkurrerende gener i form af gener fra nakken, højre skulder og højre håndled, svarende til 2/3 af appellantens erhvervsevnetab.

Forældelse – de relevante regler

Da sagen udspringer af et færdselsuheld, der skete den 6. maj 2008, finder forældelsesloven af 2008 samt arbejdsskadesikringslovens § 36 finder anvendelse i denne sag.

Det fremgår af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Af § 2, stk. 4, fremgår det, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Ifølge forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. § 3, stk. 2.

Det fremgår af § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, at krav efter loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 3-5.

For så vidt angår differencekrav (erhvervsevnetabserstatning) har Højesteret i U.2017.2583H fastslået, at forældelsesfristen for differencekrav  regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen. Herudover har Vestre Landsret i dommen FED2015.16V fastslået, at skadelidte er berettiget til at rejse krav, når arbejdsskadesagen er endeligt administrativt afgjort, hvilket er i overensstemmelse med U.1995.843H samt U.2014.3234V, der fastslår, at opgørelse af differencekrav skal ske på grundlag af Ankestyrelsens afgørelse, samt U.2012.3181H der fastslår, at differencekravet kan og skal opgøres, så snart det er muligt, hvilket senest er, når sagen er endeligt administrativt afgjort første gang i arbejdsskadesikringslovens regi.

 

Forældelse og den konkret sag – vore synspunkter

Sagen blev afgjort administrativt første gang den 23. februar 2009. Appellanten fandt anledning til at anke afgørelsen, hvilket skete ved appellantens fagforening. Ankestyrelsen afgjorde derefter den administrative ankesag den 19. november 2009. Appellanten havde således fra dette tidspunkt – den 19. november 2009 – utvivlsomt ret og i øvrigt anledning til at fremføre sine krav på såvel varigt mén som tab af erhvervsevne. Der henvises i den forbindelse til U.1995.843H og U.2012.3181H.

Det forhold, at den endelige positive afgørelse om erhvervsevnetab først forelå den 22. januar 2017 er uden betydning for beregningen af forældelsesfristen, idet den første endelige afgørelse om erhvervsevnetab forelå den 19. november 2009. Fristen for at fremsætte differencekrav er 3 år, medmindre den ansvarlige skadevolder er arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2 og 3 modsætningsvist. Appellanten havde således 3 år at regne fra den 19. november 2009 til at afbryde forældelsen af sine eventuelle differencekrav. Fristen udløb som følge heraf den 19. november 2012, medmindre forældelsesfristen inden da var afbrudt eller andet måtte være aftalt.

Dommen

Østre Landsret er enig i det ovenfor anførte. Landsretten anfører:

  • at kravet er omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år (og ikke 5 år med henvisning tilU.2017.2583H som appellanten mente fastslog en generel frist på 5 år i alle differencekravssager).
  • at med Ankestyrelsens afgørelse af 19. november 2009 forelå en endelig, administrativ afgørelse af appellantens krav efter arbejdsskadesikringsloven på erstatning i anledning af erhvervsevnetab og at appellanten fra dette tidspunkt var berettiget til (”skulle”) at forfølge et eventuelt differencekrav efter erstatningsansvarsloven, og
  • at forældelsesfristen derfor som udgangspunkt regnes fra dette – tidlige – tidspunkt. 

Spørgsmålet var herefter alene om der forelå utilregnelig uvidenhed og det finder landsretten ikke.

Der er meddelt 3. instansbevilling og sagen skal hovedforhandles i Højesteret den 1. september 2020.

Link til Landsrettens dom

Andre artikler fra vidensbanken

Scroll til toppen

Christina Neugebauer

Partner | Advokat | Mediator

Besøg profilside

Nicolai Mailund Clan

Partner | Advokat | Mediator

Besøg profilside

Rasmus Nyhold Møller

Partner | Advokat

Besøg profilside

Christina Neugebauer

Partner | Advokat | Mediator

Besøg profilside

Nicolai Mailund Clan

Partner | Advokat | Mediator

Besøg profilside